Om Winnie
Jeg hedder Winnie Melina Aurora Alstrup og er født i 1960.
Igennem mange år har jeg fokuseret på, at blive bevidst om mig selv og mine medfødte og tillærte mønstre.
Jeg har ønsket at forstå hvorfor livet her på planeten Jorden - i bestemte perioder - var så hård med følelsesmæssige kriser, dødsfald i familien, tilbagetrækning fra andre mennesker, efterfødselsdepression, depressioner, skilsmisser, overgreb, sygdom og arbejdsløshed m.m.
At forstå baggrunden og få at vide, at det er en periode jeg skulle igennem, som ville modne og styrke mig. Og hvor jeg skulle arbejde med at elske mig selv, tilgive mig selv og tilgive andre mennesker, har været meget vigtig for mig. Processen er bestemt ikke slut. Der bliver ved med at være nye lag, der kræver, at jeg bevidsthedsmæssigt og følelsesmæssigt renser mig på dybere og dybere planer.
Livsglæde og kærlighed til børn og partnere har der været - og er der - også masser af, men jeg oplever ikke at det har været gennem de positive og livsbekræftende følelser og oplevelser, at min udvikling virkelig har rykket! Men ligeså vel som jeg ikke ville have undværet det hårde, som har lært mig meget, ligeså vel ville jeg heller ikke have undværet det bløde. Så balancen har alligevel, når jeg tager de overordnede briller på, været der!
Jeg var aldrig nået dertil hvor jeg er i dag, hvis jeg ikke havde opsøgt et hav af forskellige gode alternative behandlere, der hver på deres måde har givet mig det jeg skulle bruge i situationen for at komme videre med mit liv.
Jeg har modtaget behandling og rådgivning af: astrologer, healere, clairvoyante, auraformidler, indre-barn-terapeut, zoneterapeuter, kinesiolog, biopat og har fået akupunktur hos egen læge.
Derudover har jeg deltaget i en lang række
vækstkurser indenfor Personlig Udvikling, herunder også et weekendkursus
i firewalking, der har været med til at give mig en god jordforbindelse.
Jeg har studeret astrologi siden 1995 og har modtaget undervisning i Astrologi-Huset.
Jeg er uddannet aura-formidler og har gået på Skolen for Healing
og Clairvoyance.
Livet handler for mig også om at prioritere,
hvad jeg skal bruge min tid og mine ressourcer på.
Det har været vigtigere at prioritere det indre i mig frem for det ydre,
som omverdenen umiddelbart kunne se. Mit liv har i dag en dyb mening, og jeg
oplever større sandhed, livsglæde, skønhed og fylde derved.
Jeg er blevet velsignet med 3 dejlige døtre, der er født i 1981, 1985 og 1999, og som alle i kraft af deres væsen – på hver deres måde – har beriget mig og lært mig meget.
I 2003 blev jeg ligeledes
velsignet med en dejlig søn!
Jeg glæder mig til at møde DIG,
der hvor du er i dit liv og udvikling!
Varme hilsner
Winnie